Årsprofil 2007
Flotte designpræstationer, styrket indsats på Pressalit Care-området og indførelse af Business Excellence var blandt hovedbegivenhederne i året, der gik.
Helt fra virksomhedens barndom har Pressalit haft design i blodet. Kombinationen af æstetisk formgivning og funktion har fyldt meget i vores produkter og vores brand, lige siden Sigvard Bernadotte og Acton Bjørn i 1966 satte sig til tegnebordet og slog stregerne til Comfort-sædet. Men vi oplever igen og igen, at vores passion for design ikke bare er
et historisk minde, men en meget levende del af vores nutid. Og vi kan konstatere, at 2007 om noget blev et design-år for Pressalit Group. Det er derfor et tema, som spiller en væsentlig rolle i denne årsprofil.
Den kreative indstilling tager vi naturligt nok med os i mødet med kunder og samarbejdspartnere. Pressalit A/S udfordrede i starten af 2007 sine distributører, og senere gæsterne på ISH 2007-messen, med et galleri, hvor forskellige kunstnere gav deres fortolkning af toiletsædets udformning i det materiale, de hver især var vant til at arbejde i. Sæderne var tænkt til inspiration, snarere end produktion, men der opstod alligevel flere nye, innovative produktidéer, som er endt med at blive reelle produkter i vores sortiment. Sådan bliver vores firmaværdi ”vi leger” også til alvor.
Et positivt år for Pressalit Care
Pressalit Care markerede sig i 2007 med to flotte designpriser til et nyt fleksibelt bruseplejeleje. Divisionen har haft en positiv udvikling i 2007 med en solid indtjening og et fornuftigt overskud. Fra koncernens side tror vi ubetinget på potentialet i dette forretningsområde, og det understreges af de investeringer, der p.t. foretages i divisionen.
Pressalit Care har styrket indsatsen på det engelske marked med etablering af et nyt salgskontor i Reading nær London. Produktionen i Eastbourne bliver samtidig forbedret markant med indførelse af ny, effektiv og miljøvenlig teknologi og bedre faciliteter. Vi har pr. 1. januar 2008 valgt at sige farvel til ESL-navnet, sådan at det engelske datterselskab
herefter blot bærer navnet Pressalit Care plc.
I 2008 vil vi arbejde på at sikre yderligere vækst, bl.a. gennem etablering af nyt datterselskab i Sverige samt gennem attraktive partneraftaler omkring distribution på udvalgte markeder.
Pressalit og SaniScan i tættere samarbejde
Vi har i flere år spået, at sæder med soft close vil være fremtidens produkt. Den fremtid er ved at være her nu. Salget af sæder med dæmpet lukning har været markant stigende. Pressalit og SaniScan har i 2007 bidraget til denne udvikling ved at bringe flere nye soft
close-produkter til markedet. Derudover rettes der stor opmærksomhed mod de sæder, der er opstået på baggrund af Pressalit Art Gallery – eksempelvis sædet Football, der – som navnet siger – henvender sig til fodboldentusiasten.
Pressalit og SaniScan indgår fra januar 2008 et tættere samarbejde. Dette gør, at der i højere grad bliver tale om ét samlet forretningsområde, som varetager distribution via de tre afsætningskanaler: faghandel, OEM og DIY (byggemarkeder). Det vil betyde bedre mulighed for samarbejde inden for områder som produktudvikling, sourcing og distribution.
SaniScan udvider fortsat sit tilbehørssortiment, senest med eksempelvis pedalspande i flere farveserier.
Årets resultat
Når vi ser på årets økonomiske resultat, må vi konstatere, at koncernen ikke formåede at skabe den vækst, vi kunne have ønsket os i 2007. Omsætningen blev på 553,5 mio. DKK, hvilket er på niveau med 2006. Resultatet før renter og skat blev på 42,5 mio. DKK, svarende til en EBIT-% på 7,7. En del af forklaringen findes i en stigning i råvarepriser, ligesom produktionsomkostningerne generelt har ligget højt i det forgangne år.
At skabe vækst bliver et nøgleområde for Pressalit Group i de kommende år. I 2007 lancerede vi den strategiplan, der skal styre os frem mod 2012 – og samtidig skabe en markant vækst i både omsætning og indtjening. Hovedelementerne i vækststrategien er en
række strategiske udviklingsprojekter, der skal løfte centrale områder i koncernen. Samtidig er det lagt fast, at den interne ramme for vores udvikling bliver European Foundation for Quality Management’s ’Business Excellence-model’. Business Excellence handler bl.a. om ledelse gennem processer og data samt konstant forbedring på alle
områder. Denne tilgang sætter vi fokus på overalt i organisationen.
Som tendenserne i den globale økonomi ser ud lige nu, er vi på vej mod en opbremsning i konjunkturudviklingen. Det betyder med stor sandsynlighed en afmatning i den overophedede byggebranche, men for Pressalit Group forventes det kun at få en marginal betydning. Erfaringerne viser, at der sælges flere af vores produkter til erstatningssalg
i lavkonjunkturperioder. Og specielt for Care-sektoren betyder det, at der eksempelvis bliver råd til at igangsætte byggeri af ældreboliger – et område, som typisk sættes i stå i perioder, hvor byggepriserne presses op pga. større mængder luksusbyggeri. Forventningerne til 2008 er derfor positive.
En attraktiv arbejdsplads
Pressalit Group er kendt som en god og attraktiv arbejdsplads. Det har altid ligget os meget på sinde at behandle vores medarbejdere med respekt og anstændighed. Derfor er det ikke uden stolthed, at vi noterer os, at vi i pressen løbende fremhæves som en af de førende arbejdspladser på dette område. Og vi ser, at nye medarbejdere søger til Pressalit-gruppen pga. det positive omdømme. Vi vil bestræbe os på fortsat at være blandt de mest attraktive arbejdspladser i de områder, hvor vi er repræsenteret – og et af de steder, vi tager særligt fat i det kommende år, er omkring medarbejdernes sundhed og trivsel. Pressalit Group bæres af dygtige og engagerede medarbejdere, og jeg vil gerne slutte med at rette en tak til disse mennesker – samt til vores gode kunder og forretningsforbindelser over hele verden.
Kim Boyter
Adm. Direktør