05-01-2005

Åbent hus på Pressalit
I forbindelse med Dansk Industris kampagne "Østjylland i Verden", holdes der åbent hus på Pressalits fabrik på Isagervej den 19. januar 2005.

Globaliseringen er her, uanset om vi vil den eller ej. Vi bliver konfronteret med den overalt: på arbejdet, i supermarkedet og i vores møde med andre mennesker. Spørgsmålet er derfor ikke om, men hvordan vi skal forholde os til globaliseringen – og hvordan vi får det bedste ud af den.

Onsdag den 19. januar kl. 16 – 19 vil vi gerne fortælle lidt om, hvad globaliseringen betyder for Pressalit. Derfor åbner vi dørene for alle vore naboer, forretningsforbindelser samt øvrige interesserede borgere og inviterer til Åbent Hus på plastfabrikken i Ry.

Pressalit er på én og samme tid en lokal og en global virksomhed. Virksomheden har en tæt tilknytning til Ry, samtidig med at produkterne afsættes til hele verden. Åbent Hus-arrangementet er for alle, der er interesseret i at se og høre, hvordan en virksomhed som vores klarer sig i den skærpede globale konkurrence, blandt andet ved hjælp af brug af moderne teknologi i produktionen. De besøgende får et indblik i Pressalits produktionsprocesser før og nu - og vi vil fortælle om, hvad globaliseringen betyder for virksomheden, for medarbejderne og for vores evne til at fastholde arbejdspladser i Ry.  

Det hele foregår på Pressalits fabriksområde på Isagervej 30 i Ry. Der vil være mulighed for at besøge flere af fabrikkens afdelinger. Alle er velkomne.

Dansk Industris arrangement, ”Østjylland i Verden”, sætter globalisering på dagsordenen i en uge. Det sker gennem temamøder, konferencer og arrangementer som vores, hvor alle kan få indblik i, hvad globaliseringen betyder for Østjylland.



Tilbage